Loke sår havre når jorden damper om foråret, og luften flimrer ved horisonten
Jeg ved ikke umiddelbart hvor jeg skal starte, men et godt sted vil være ved det ubehag billeder kan fremkalde. Eller måske mere præcist, det ubehag billeder kan fremkalde i mig ved at antyde at mit liv og færden er ude af sync med en mere almen virkelighed end den jeg færdes i. Eller noget i den stil.....
Det første billede er et fra forsiden af Lærernes pensionsselskabs folder om noget de kaldte ny pension. Det er det første stykke post jeg har fået fra et pensions selskab. Mine tidligere job har ikke kastet pension af sig. Så dette første stykke pensionspost var pænt angstprovokerende. Det er den første melding om min forestående død jeg har fået med posten. Det plejer ellers at være kroppen der giver et hint i ny og næ. Og den kan man jo bare ignorere. Her var der en dato før hvilken man skulle tage stilling til om man ville have ny eller gammel pension. What ever, et eller andet som en pensionsnybegynder ikke fatter en bjælle af. Så jeg satte krydset i den rubrik de mente var bedst for mig. Men der gik meget lang tid før jeg fik sendt krydset. Det skete før deadline, men ikke længe før. For det vakte et ikke helt lille ubehag at blive mindet om sin egen død på denne her muntre lavpraktiske måde. Men det var ikke det eneste ubehag jeg fik ud af den folder.
På forsiden var et fotografi en ægte dansk kernefamilie på en frisk udflugt i klitterne en overskyet, blæsende dag. Farverne er smagfuldt douche, lidt støvede, billedet let kornet. Familien lyshudede, børnene, tre piger, med leverpostejsfarvet hår med lyse striber i, faderen en lidt ubestemmelig farve og halvkort hår, moderen gråhåret, lidt tilfældigt sat op i en hestehale. Pigerne og moderen danner en halvcirkel siddende på et tæppe med ryggen til faderen. Faderen sidder på hug lige præcis uden for cirklen og er som den eneste ikke i gang med at spise. De kigger alle lidt ned, som i selvfordybelse, eller måske afgrunden, alle ser de dybt koncentrerede ud. Mellem moderen ben sidder en lille fjollet tæppetisser af en hund der, som den eneste, er opmærksom på omverden. De spiser hjemmesmurte madder og æbler. De er iført blødt tøj, mest i afdæmpede farver, ikke noget med vindjakker eller noget skærmende. Billedet af denne familie med det feminine i centrum og faderen forskudt fra et fællesskabet som emmer af kontrol, overskud og selvforbrug er mig inderligt imod. Jeg tror ikke at jeg overvælder mig selv hvis jeg siger at det i mine øjne repræsenterer ondskab. Måden det repræsenterer det maskuline og det feminine er gennemført hitlerjugend. Det er kvinden der bærer familiens varme og kontrolenheden til dens fælles hjerne. Manden, han vogter dens grænser. Det er disse mennesker der protesterer når der åbner en behandlingsinstitution for narkomaner i deres kvarter, et asylcenter, en metrostation, en dims, bare et eller andet som de ikke lige mener at de personligt har brug for lige nu. De stemmer på pæne partier og er onde mennesker. Billedet udtrykker en institutionaliseret intolerance overfor alle andre konstruktioner end det selv. Hele billedet emmer af at kaos starter ved billedets rand. Det er ikke et billede der er i sin egen ret, det er ikke selvopretholdende, det er en ren og skær negation. Der er ingen på billedet der udtrykker den sædvanlige overspændte glæde ved materielt forbrug som man ellers ser i reklamer. De er dybt koncentrerede om den meget omfattende operation de har gang i. En hver afvigelse fra planen vil resultere i en altødelæggende katastrofe. Det er ikke mangel på glæde ved selvforbruget, det er simpelthen angst. Den angst som kun spirituel selvoptagethed kan afstedkomme. Det er en angst for alt andet end billedet selv betyder dets undergang. Så intet kunne vel egentlig have været mere passende at sende ud til mig som den første officielle varsling om min forstående død. 
Det næste er ikke et billede men en videosekvens fra youtube.com:
Jeg ved ikke hvad der er med mig. Hvor det foregående bilede får alt til at stritte på mig, får denne videosekvens mit hjerte til at smelte: en lidt behjælpsomt talende hund der siger den elsker en. Jeg kunne lige så godt have valgt en af de andre sekvenser med andre hunde der taler. De rammer mig lige i hjertekulen, jeg er solgt, jeg får fugtige øjne, det er småpinligt. Tilsvarende videoer af småbørn rammer mig ikke på nær samme måde. Bevars, småbørn rør mig da, jeg er ikke upåvirket, men det her overruler alle mine sikkerhedssystemer, det er et disneybypass der efterlader mig fuldstændig forsvarsløs. Og det har jeg det lidt skidt med.
Først tror man selvfølgelig det er løgn, jeg mener hunde taler ikke. Men den ovennævnte Husky siger i love you gentagende gange. Tydeligt. Det er skønt.
Måske er det entropien, varmedøden vi overværer, altings udjævning. Men ikke lige på den måde som man forestillede sig, at alle energiniveauer i universet udlignes. Måske er det en slags transdimensionel gærdej, der henter sit materiale til hævning fra det faktum at den hæver, sådan at energiniveauet stiger, men på en tåbelig, fuldstændig jævn måde.
Det er sådan noget jeg sidder og spekulerer over når jeg sidder med min hund på maven og min hustru i hånden og kigger America’s funniest homevideos og youtube.
Plakaten til reptil og terrariemessen i Rødovrehallen var de første mange år gul med sort tryk og mindede på den måde om plakater der blev opsat for rockkoncerter i gamle dage. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår. Men det er vel også det eneste berøringspunkt: den sorte og den gule farve. Rock og reptiler har ikke de store berøringspunkter i min forestillingsverden. Hvis vi lige undtager Alice Cooper. Så vidt jeg husker var layoutet det samme som nu. Med dyrene, en edderkop og et firben af en art (så vidt jeg husker), svævende rundt på fladen og en meget koncis tekst: Reptil og terrariemesse, Rødovrehallen 1. Maj. Ikke noget pjat der. Som formidling var (og er) den forbilledlig. Man ved med det samme hvad der bliver tilbudt. Der er ingen der prøver at forføre én. Ikke noget viralt gøgl. Det er vel mere et slags tegn, et signal til ligesindede. Jeg ved ikke hvad man kalder det.
Første gang jeg var til kunstmesse i Køln, 1989 var det vel, var der en modeltogsmesse i en anden mindst lige så stor del af messecenteret. Det gjorde mig lidt paf, for i min verden er kunst en pæn stor ting, og modeltog er en, mildt sagt, ikke særlig signifikant faktor. Eller måske blev jeg lidt fornærmet. Efter vi er trådt ind i nørdernes årtusinde overrasker sådan noget mig ikke længere.
En årrække stødte jeg på plakaten rundt om hele tiden. Det var som om den aldrig blev overklistret eller fjernet. Det var som om den dannede sit eget helle, et deterritorialiseret og suverænt rum. Et rum som ingen passerede grænsen til, et rum uden logistik, men som ikke desto mindre havde en del indbyggere, eller hvad vi nu skal kalde dem.
En reptil og terrariemesse i Rødovre ligger fuldstændig udenfor min erfaringshorisont.
Jeg er fuldt klar over at det jeg skriver her, intet har at gøre med den messe der bliver reklameret for. Det jeg snakker om er en slags uendelighed jeg fornemmer, netop fordi jeg ikke ved en dyt om reptiler. Det er vel en slags melankoli der netop er forbundet med at jeg aldrig vil gøre brug af den information jeg får her, selv om den virker sært lokkende.
Som sagt, reptilerne i sig selv interesserer mig ikke det fjerneste. Jeg har haft bekendte nok med slanger og leguaner og alt sådan noget, til at det må slås fast som et faktum. Der er hverken begær eller behov eller angst eller noget andet. Reptilerne i sig selv er en neutral igangsætter, noget der ikke bliver omsat i processen. Måske netop fordi reptil og terrariemessen i Rødovre, med øgler og det hele, ikke bliver omsat eller forandret i processen, kan det over en længere årrække vedblive at vække en række udefinerbar fornemmelser.
Måske er det så simpelt at det som tegn bare viser væk fra mig. Ikke som en negation. Ikke som fjernhed. Mere som afdrift i stille vejr. Væk fra, men i umiddelbar nærhed.
Det kan godt være at det er noget vrøvl. Måske giver det ikke mening at gøre det op i afstand, på den ene eller den anden måde. Der findes nok ingen måde at afgøre plakatens status. Forskellige indgangsvinkler vil give resultater der afviger for meget til at det giver mening. Et resultat vil være at den repræsenterer uskyld, et andet at den repræsenterer dyb og hemmelig viden, et tredje fjernhed, et fjerde umiddelbar ukompliceret tilgængelighed, et femte normalitet, et sjette at normaliteten rummer en ubestemt fordobling af sit eget rum, bare uden betydning, et syvende at plakaten er lavet af en der kan noget med computere og derfor er sat til det: her ser jeg en masse ældre pc’er, en mand i lædervest med en lille hund på skødet som en gang i mellem rejser sig og gør af noget der passerer ude på villavejen, et ottende at det er studerende fra designskolen der bare er røv funky, et niende at det bare er en skøn plakat, et tiende at den er et naturligt forekommende element i kulturen, den er ikke et resultat af noget, men et ledsagende fænomen til alt andet der forekommer.
Det er noget vrøvl. Alt sammen.
Det kan godt være at reptilerne spiller en eller anden rolle alligevel. Associationsrækken er relativ kort: reptiler, dinoer, ørken, mad max, civilisationens endeligt. Det er helt i tråd med min stadige fascination af hvad som helst som tilbyder et nok så kortvarigt løfte om positiv afdrift.
”Vejen” af Corman McCormac både tilbyder og forråder dette ønske. Først er et par hundrede siders demontering af alle de modeller som kulturen hylder som gode og smukke. Den rydder terrænet foran sig. På de sidste sider er oprydningen ved at være komplet, faren dør og drengen ligger sig i vejsiden for selv at dø. Og så kommer der en god kristen familie steppende ind fra højre og redder ham og lover i det hele taget at alt bliver som før. Rædsom slutning. I stedet for at vandringen som drengen og faderen foretager i bogen er katarsisk, bliver den en rigtig kikset udflugt.
Det forræderi er jeg indtil videre ikke udsat for fra plakaten for reptil- og terrariemessen i Rødovre. Der er løftet stadig intakt.
Til slut vil jeg helt klart anbefale zombieapokalypsen ”The walking Death”, en tegneserie hvoraf der indtil videre er udkommet 72 numre. Den har det uendelige over sig, på den måde at man når at blive træt af den før den når sin formodentlig ynkelige slutning. Alle i historien er tydeligvis uden magt i deres liv. Historien er kogt ned til stille og roligt at slå de medvirkende ihjel. Der er intet succesfuldt narrativ, ingen sejrende strategi. Og indtil videre kan man vel heller ikke kalde det en apokalypse, der bliver ikke lovet noget tusindårsrige. Tabula rasa er nok mere på sin plads.
Jeg ved godt at jeg fremstår som en sur, sentimental midaldrende mand. Det gør jeg dels fordi jeg er det, dels fordi det er en forståelig og kommunikativ position. Den lader sig eksekvere uden nærmere forklaring. Den er en del af mig som lader sig kommunikere. Resten minder om pointen i den der gamle vittighed med en mand der på sin aftenspadseretur møder en dreng der frustreret leder efter noget i lyset fra en lygtepæl. Drengen har tabt en femkrone, hvilket var mange penge da jeg først hørte historien som knægt på feriekolonien Skovly ved Præstø. Manden hjælper derefter dreng med at lede. Da de har ledt et stykke tid spørger manden drengen om han ved hvor han har tabt femkronen, hvorefter drengen peger længere nede ad vejen. Manden spørger drengen hvorfor i alverden han så leder lige her og ikke der. Drengen svarer at der hvor han har tabt den er der intet lys og at det derfor ikke giver mening at lede der.
Hvis jeg i denne skriftlige form skulle være positiv ville det gå rigtig galt, jeg ville ikke kunne finde det der hvor jeg er i stand til at lede.
Det er ikke det der er mening med at introducere ovenstående model. Der er ikke der hvor den skal hen. Modellen er fra en bog der hedder noget a la ”den dramaturgiske metode”. En mediefagslærebog for gymnasiet som vist nok tager udgangspunkt i noget der hedder TV-SUM modellen, tv som udtryksmiddel. Det var egentlig grafikken der sved i øjnene først. Den burde sidde på en cigaretpakke som en slags advarsel mod alting. Eller noget i den stil. Den er en udmærket beskrivelse af enmandsstangtennis. Modellen kan ikke bruges til en skid. Det er vel det rigtig provokerende ved den. Den ligner et udsagn, men er intet mindre end vrøvl. Det er i hvert fald ikke en model for kommunikation. Jeg får i hvert fald lyst til at bearbejde den lidt så den bliver mere brugbar. 
Den første model antyder at der er et flow fra den ene til den anden og fra den anden til den ene og igen og igen. Den antyder måske at der er en start. Måske, men jeg synes at den med fordel kan læses som noget temmelig futilt. Igen og igen og igen......
Den næste model kræver lidt medvirken fra læseren.
Du skal tage øjnene ud af fokus så den ene figur dækker for den anden. Her er tidsaspektet fjernet fra modellen. Det både svarer til vores erfaringer og så ikke alligevel.
I modsætning til alle de andre modeller er denne her i 3-D. Det er ikke et klassisk perspektivisk rum med noget foran og noget bagved. Alt lejrer sig oven i hinanden i ét flimrende rum. Modellen er supereffektiv. Den beskriver meget præcist hvordan jeg har det når jeg prøver at finde ud af hvad der sker omkring mig, og hvorfor man ender med modeller der ligner den første selv om de er det rene nonsens. Den første model er ikke en beskrivelse af kommunikation i forbindelse med tv-produktion, men et forslag til et effektivt hierarkisk distributionssystem som lader sig reproducere i det uendelige.
Den næste model er grå. Den er der egentlig ikke så meget at sige om.
Den sidste model kræver i al sin enkelthed at du lukker øjnene. Den er smuk i al sin enkelthed, men også ret kedelig. Og det er bestemt en fordel. Jeg bliver rigtig utålmodig når jeg lukker øjnene hvis det ikke er for at sove. Man får bestemt lyst til at gå i gang med helt andet.
Det fører så videre til noget som minder om at lukke øjnene. I min stadige søgen efter noget som jeg næsten forstår, og så alligevel ikke, stødte jeg på følgende sætning:
Mogoutre recorded their sole demo by inserting a microphone into a rat.
(musikken kan høres på:
Den er en kommentar til en anden musikvideo end den omtalte. Det er en smuk sætning. Lige så plat som den er effektiv. Det er på ingen måde en overraskende oplysning at nogen har indspillet et stykke musik ved føre en mikrofon ind i en, formodentlig død, rotte. Det er mere måden de her ting bliver diskuteret på der lidt vild.
Det omtalte band er et projekt under et slags kollektiv der bliver kaldt Les Legions Noires, som er noget underligt depressivt black metal noget fra Bretagne i starten af halvfemserne. Selve sætningen er målet her og ikke optagelsen som ellers er rimelig bizar på sådan en lidt droneagtig måde. Jeg ser for mig denne sammenstimlen der bestod af nogle ”bands” der byttede plader med hinanden i Bretagne. Pladerne skulle efter sigende kun være trykt i oplag på 10-100 styk og kun distribueret til venner og bekendte.
Det er så hvad det er. Det lyder faktisk rigtig hyggeligt og meget lokalt. Men der hvor det sjove kommer ind, er at store dele af det materiale der cirkulerer på youtube og andre steder, og som bliver tilskrevet Les Legions Noires, enten ikke har noget med sagen at gøre, er rene efterligninger, eller endnu bedre, parodier. Der hersker en forvirring og en tvivl om autenciteten af store mængder af det cirkulerede materiale. Det er et lærebogseksempel på simulakrum. Autencitetens kerne lader sig ikke udpege. Lader sig ikke angribe, anfægte, omtale. Den er et rent rygte. Så langt så godt. Sådan er der jo så meget der er. Her er arbejde til revisorer og symbolanalytikere og det er jo bare dejligt.
Når det kunstnerens krop ikke er placeret i et fysisk rum og ikke er underlagt sociale forpligtigelser er kunsten nok ikke tilgængelig uden revisorer og symbolanalytikeres mellemkomst. En del af det der bliver betegnet som parodier lyder skønt i mine øre. Belært om manglen på autencitet i det ovennævnte materiale påvirker mig helt klart, men på en måde som dog er lidt uklar. Egentlig er jeg temmelig ligeglad, det er ikke noget som hidser mig op. Og så, på den anden side er det vel netop det at det er en rodebunke af et materiale som ikke lader sig bedømme langs de linier jeg normalt føler mig sikker ved, der er tiltalende. I samme øjeblik materialet bliver tilgængeligt mister det sin tiltrækning. Der er vel to mekanismer i det. Først støder jeg på materialet ved en tilfældighed og det virker tiltrækkende ved sin fremmedhed. Det sker jævnligt, især med musik og vel hyppigst med sort metalmusik, hvor netop parodi og dyb alvor ikke lader sig skelne mellem af en uindviet. Det næste er at jeg støder på en revisor i min videre søgen, som udlægger materialet og dets autencitet. Og det er som regel et turn off. Men en gang imellem, som i det her tilfælde hvor dem der er involveret i produktionen stadig er i live, men holder deres mund, er revisorernes ørkesløse kamp produktiv, netop fordi den er ørkesløs. Deres kamp lægger et beskyttende lag over min oplevelse. Det er cellofan. Det går ikke i kontakt med indholdet, men holder det frisk ved sin stupide selvtilstrækkelige uigennemtrængelighed. Hvis man ikke gider høre, og læse om, depressive satanistisk bretonsk metalmusik, kan man bladre lidt i Norman Mailer eller Arianne Huffingtons Picasso biografier for at få lidt af den samme oplevelse. Selv om indpakningen af det allerede pænt fordærvede materiale er superfestlig, med sløjfer og det hele, er det bare cellofan. Deres ambivalens og selvinvolvering i materialet er så superpatetisk at det efterlader Picasso fuldstændig urørt. Deres blanding af ærbødighed og vrede, minder i den grad om voksne mennesker der stadig skyder skylden på alt der går galt i deres liv på deres forældre. Men i modsætning til rigtig mange af revisorerne på nettet, er disse to forfattere over 25 år gamle, som nok bør være den grænse som man trækker for opgøret med forældrene. 
Det her går sikkert lidt i ring, og det næste går med i ringen men på en lidt anden måde. I skrivende stund er jeg i New York med Sonja og Asger. Vi dalrede ned for at se Ground Zero. Ikke at der er noget at se hvis man ikke har set World Tradecenter dengang det stod. Der er en stor byggeplads. Hvad der bygges er jeg ikke helt klar over. Men lige ved siden af er en plads med en Jeff Koonsskulptur.
I ser Sonja der kigger noget skeptisk på den. Så vidt jeg husker snakker vi om en dims til 100.000.000 kr. Et ballondyr i overstørrelse. Et skide godt gensvar på 3.000 menneskers død og genfødslen af den kolde krig i en ny pænt ond udgave. Den er beskidt og malingen er begyndt at skalle af. Den er en rigtig dårlig vittighed udtænkt af en hjerne eller måske ligefrem af et kollektiv af hjerner på kokain gennem 30 år. James Bonds (i Roger Mores version) udgave af politisk kritik. Patrick Batemans udgave. Der er ingen tvivl i mig: det her er moderne kunst når den er ond. Ondskaben består i at den nærmer sig magten med denne her kokaininducerede limousinetransporterede hi-lifeparodi. Lallet, som om magt ikke er en realitet, men noget vi leger. Som om det er noget man kan være immun overfor, eller forhandle med fra en ekstern position. Det er som med klimakunst: et redskab der lader sig bruge af magten som det passer den. Det er cellofan. Det holder magten frisk ved sin åbenlyse tåbelighed, men den omsættes ikke selv i processen, den indgår ikke i processen.
Normalt er det ikke noget der hidser mig op, men beliggenheden ti meter fra Ground Zero omgivet af desorienterede turister der ikke aner hvilken vej de skal kigge. Det her massive fravær som de fleste på stedet kun føler ved genfortælling. Og så denne her skulpturagtige tingest, der på meget usofistikeret vis parodierer de andre, i øvrigt mesten dels røde, skulpturer på andre pladser i kvarteret. Haha, det hele er for sjov. Det er virkeligt øv. 
Det er som sagt ikke meningen overhovedet at været positiv. Af mange grunde kan det være noget pjat i en sammenhæng som det her. Men jeg vil kaste mig ud i et forsøg. Det følgende billede er fra den Skovly som jeg nævnte tidligere.
Feriekolonien som jeg tilbragte mangen en lykkelig stund i som barn. Ved et tilfælde kørte Sonja og jeg forbi for nylig under en fotosafari. Vi stoppede og gik ind. Det var lige før skolernes ferie så der var tomt. Det var en meget mærkelig oplevelse. Stedet var tydeligvis i brug. Men bortset fra et par detaljer så det ud som jeg husker det. De samme borde og stole. De samme senge. Den samme garderobe. Samme køkken. De samme træer. Bregnen på det samme sted. En ny gynge i blodbøgen, men på det samme sted. Legepladsen var ny. Men ellers var alt som jeg husker det. Billedet viser det sted hvor jeg, så vidt jeg husker, kyssede den første pige, Stine. Sonja morede sig fint, for jeg rendte rundt med fugtige øjne. Jeg mener, det er da lidt af et trick at spille en. At lade tingene stå som jeg sidst husker dem for 35 år siden. Ingen andre steder fra min barndom har virket sådan på mig før. Men hvem lavede egentlig nummeret med mig? Jeg er selvfølgelig overbevist om at det er mig selv. Men hvordan har det kunne lade sig gøre? Indrømmet, jeg er pænt sentimentalt anlagt, men det er næppe en superkraft der kan gribe forandrende ind i tiden. Eller hvad der nu skal til for at det her kunne lade sig gøre. Eller, hvad nu hvis sentimentalitet faktisk er en slags superkraft der kan forandre tid og rum? Nu jeg tænker efter ville det forklare rigtig mange ting. Hele den bestående politiske og økonomiske virkelighed for eksempel. Hvis nu trægheden i vores erindringer var koblet til trægheden i stoffet i al almindelighed, eller at det var to aspekter af det det samme fænomen. Hvis erindring ikke var koblet til mennesket, men til stoffet i bredere forstand. Så ville vi stå med noget der mindede om det kollektivt underbevidste eller gaia, eller måske slet og ret magi. Så her er det jeg hopper af. Jeg vil hellere være ulykkelig end at tro på løgne. Acceptere dem, ja, tro på dem, nej. Så jeg er nok bare løbet ind i en af de tilfældigheder der bare betyder noget som ikke er fastlagt andre steder end i mit eget hoved. Det er bare at nyde det. Denne her mærkelige blanding af at være forynget af at møde en levede fortid og af at mærke sin egen rejse mod døden. Og så er jeg cirklet tilbage fra hvor jeg startede. Ved min dødsangst, men her i en udgave som jeg rent faktisk kan lide, som stammer fra mig selv og ikke fra et forsøg på at sælge mig udsættelse. Der er ikke nogen morale i den her slutning på teksten. Den er rimelig tilfældig. Den minder bare om en slutning fordi den griber tilbage til sin egen start.
Sidste år holdt min kære far sin 65 års fødselsdag. Ham og jeg endte med at hænge i whiskeyen ud på natten. Og så var det at han udtalte de uforglemmelige ord: alt er svindel. Det havde taget sin start flere timer før i tidens fremherskende ammediskurs. I ved det med at man er en dårlig og ond mor hvis der ikke kan komme mælk ud af brysterne. (Jeg håber i ved at det er løgn. Børn tager ikke en skid skade af modermælkserstatning. Og i øvrigt er det 25 % af alle kvinder der har alvorlige problemer med amning. Modermæk er moderkultens propaganda. Vogt jer for den unge kvinder.) Og når man først sidder og opregner alle de løgne og svindelnumre der omgiver en og som ligner sandhed, så kan man, uden bitterhed, udbryde på sin 65 års fødselsdag, at alt er svindel. Det varmer selvfølgeligt et hjerte som mit at min far siger noget sådan. Ikke mindst fordi det tog en lille byrde af mine skuldre. Her er der en jeg respekterer grundliggende der, fyldt af sprut, siger en ting som bare opsummerer det hele. Det kan godt være at hans fuldstændig ædru opsummering af de samme problematikker ikke vil være helt så kategorisk, men det tilskriver jeg almindelig akademisk forsigtighed. Det er ok.
Problemet ved det her udsagn er at det passer mig lidt for godt. Det kan bruges over alt til udpege tåbelige normative diskurser. Og det er der ikke noget galt i. Men det kan godt minde lidt om ham den bitre evige student fra Det forsømte forår, der sidder og griner bittert af menneskenes tåbelighed. Gather round all you Clowns osv. Hvis jeg først begynder at opholde mig ved svindelaspektet ved vedtagne sandheder kan jeg blive ved i timevis. Jeg kan skyde lidt i flæng: klima, økologi, sundhed, børneopdragelse, uddannelse, transport, virkelighed, mental sundhed, seksualitet, ferierejser, underholdning, politik i al almindelighed, kunst, arkitektur, perspektivisk rum, hallucinationer, beklædning. Jeg kan blive ved, når det perspektiv først er anlagt. På den anden side bliver resultatet et helt andet hvis jeg går lidt mere funktionelt og historisk til sandhederne. Men som sagt har jeg i denne tekst mere ophold mig ved de personlige krænkelser jeg oplever ved forskellige fænomener. Så jeg tror at jeg vil slutte af med noget som jeg opfatter som en personlig krænkelse, i tillid til at læseren på baggrund af den forudgående tekst kan danne sig et omrids af en forståelse af hvori den består. Hvis læseren vil have et hint, så citerer jeg fra indpakningens forside: Loke sår havre når jorden damper om foråret, og luften flimrer ved horisonten.
