mandag den 15. august 2016
torsdag den 4. august 2016
mandag den 11. april 2016
torsdag den 10. marts 2016
onsdag den 6. januar 2016
15 plakater 120x 80 cm med et uddrag af nedenstående tekst 2015
en ufuldstændig og redigeret tekst 2016
Den sejrende Ikaros (et normenmix) en irritation, et udbrud, selvhad
Det er ikke fordi jeg ikke elsker solen. Det gør jeg. Min
hustru er solen, mine børn og min familie er solen. Plet er solen.
Det er den brændende klump på himlen som er mig imod. Med
sine stride vinde blæser den min krops molekyler væk.
Den brændende klump på himlen. Den brændende klump på
himlen, er rædselsfuld. Den bringer liv og død. Hvor arrogant kan man blive?
Du er i din ret til at spørge om hvorfor jeg skulle flyve
helt der op og jeg er i min fuld ret til at nægte dig et svar.
Jeg vil faktisk mene at du skulle passe dine egne sager og
lade være med at fortælle moraliserende historier om mig.
Min far pusser Minotaurus på dig hvis du ikke stikker piben,
snuden og din forbandede nysgerrighed op et vist sted.
Du, livets jomfru, bliver dernæst spist af dyret i
labyrinten, i hamsterhjulet, i din ansvarlighed med et glas god vin i hånden.
Du vil vågne op, spist af dyret og med nogle vanvittige
tømmermænd som vil vælte over dine grænser i et forsøg på at undslippe dig.
Og i vil alle vandre hvileløst rundt i dyrets tarme mens i
bliver jaget af bændelormen Minitaurus som er en fucking lille led satan.
Jomfruer! Jomfruer!! Jomfruer!!! For helvede, der er et
helvede til alle også de uskyldige og det er dit liv!!!!
Det er det der er mit mareridt. Dit liv er mit mareridt. Jeg
kan ligge søvnløs om natten ved tanken om dit alt for lange liv.
Du er faret vild på min motorvej i et forsøg på at undslippe
dig selv. Du vil til mit Sverige. Men der bor vi alle også. Det er noget lort.
I Sverige skinner solen også. Den brager ned over de svenske
skove. Den prygler træerne og lader dem en eksplosiv kraft.
I Sverige eksploderer træerne i ya face. Vi står i kæmpe
flokke i de svenske skove gennemboret af træflis og ligner lort.
Og på himlen hænger solen i sin trepunkt ophængning og
griner, skraldgriner af vores godtroenhed. At tro på Sverige? HAHAHA
Men nu var det E45 vi kom fra, hvor vi hele tiden, på
motorcykler, bliver ved med at påkøre feltets stjerner og såre dem
uopretteligt.
Og på himlen hænger solen og håner os. Med sine lange
beskidte negle skraber den atom efter atom af dig til du er gennemsigtig.
Og til sidst kan vi alle se solen altid gennemsigtigt som
alt vil blive og så er der ingen nat til os længere. Intet sted at gemme sig.
Og det er her at jeg svinger mig op himlen, båret af mine
blanke sorte vinger. Jeg flyver og jeg flyver og til sidst når jeg op til solen
som jeg uden dikkedarer puster ud. En sort klump er den nu, stadig varm nok til
at stege et spejlæg på og snart kun varm nok til at ligge sig på. Blød som
nylagt asfalt en sommerdag, med dine legekammeraters stemme i ørene ligger du
der et øjeblik med lukkede øjne og nyder dem og træernes susen. Og om et
øjeblik til er du på benene og kaster dig ind i fodboldkampen igen. Troede du,
for nu er det aften og månen hænger over legepladsen og du er helt alene. Du
fryser lidt og et ekko af en børnelokker runger stadig aller yderst i
Minotaurus horn. Og dem der banker bøsser i parken om natten er så småt kommet
op af deres huller. De svin. Og du ved godt at du kan få ørene i deres maskine
hvis du ikke passer på, for i mørket er alle børn bøsser. Men månen, månen!!
Udsletter dem! Alle til hobe, kværner dem til støv. Månens vildskab køler dit
barnehjerte, gør dig stolt af den gamle måne, får hårene til at gro ud af alle
din krops huller. Du falder ind i et dybt favntag med den sejrende Ikaros. Og
mens i står der og knurrer ildevarslende i hinandens favn, åbner månen
forsigtigt sin barkede næve og i den ligger solen og sover. For jeg, den
sejrende Ikaros, er ikke nådeløs. Solen skal bare sover altid. Altid, altid,
puttet i månens hånd som er foret med dun som er flået ud fra den brændende
Fugl Føniks fjerdragt så solen i sin dybe søvn føler sig nær udslettelsen som
den bærer så dybt i sit hjerte.
Det ville faktisk være forkert at sige at jeg elsker solen.
Helt forkert. Jeg er Ikaros og jeg har hørt jeres sladder om mit fald.
Sandheden er at jeg aldrig faldt. Jeg slukkede solen og det i så falde var alt
andet end mig. Jeg er den sejrende Ikaros. Jeg er DEN SEJERENDE IKAROS, for
helvede.
Vi ser igennem os. Det er frustrerende at være
gennemsigtige. Vi er her bag den slukkede sols kulisse og roder rundt efter en
lygte.
Bagsiden er sort velour. Tykt blødt velour, måske en anelse
lilla, med en fjern lugt af patchouli og uvasket hår.
Han/hun sidder der på en beskidt madras med et tomt bæger
yoghurt i den ene hånd som er lige ved at tabe det.
Hun/hun er død. Det er svært at give nogen skylden for det,
men i prøver og på den måde bliver i mere gennemsigtige.
I stikker jer på kanylen som går hele vejen gennem han/hans
krop. I skulle aldrig havde givet hun/han et sidste kram.
Kanylen sidder i hånden på en som i ikke kan se tydeligt.
Men i fornemmer stor venlighed og til sidst et smil.
Jeg bliver nærværende et øjeblik og lyser for jer og der,
der ser i E45, helt tom og med flyveforbud så vejen ikke bliver bange.
Kærligere bliver det ikke: en tom vej så vi kan komme væk
herfra og den holder kanylen med liter af heroin.
Det er medicin, det er kærlighed, det er visdom, det er
velfærd, det er retspolitik og kærlighed, kærlighed, kærlighed.
Det er døden. Det er dig. Det er dit liv og det er det jeg
frygter mest. At skulle stå bag den skranke du står bag.
Det er det der er kærlighed og så den der kæmpe kanyle med
omsorg og en sang af en mand med et kæmpe fuldskæg.
Jeg er kussesaften i hans skæg. Jeg er spermen i hans skæg.
Jeg er champagnen i hans skæg. Jeg er flyveforbud over E45.
Jeg må slukke den sol. Den skærer i min hjerne. Den er
racistisk den sol. Fascistisk. Ond. Moderne. Den er Phuket på en dårlig dag.
Den er Milosovic, Lars Løkke, den er all-included, den er the hippie trail, den
er en conga line, den er dit liv, den er crossfitt, den er velfærd, den er dit
liv som er det jeg frygter mest af alt. At skulle besvare dine telefonopkald.
Sove i din seng. Køre dine børn til spil eller nazist. Spise din mad. Se din
porno iført din slåbrok mens du brokker dig over dit liv. Blive skilt fra din
ucharmerende ægtefælle mens solen brænder kødet af dine knogler. Så hellere
have vreden i de der vinger og flyve op og slukke den der solen som i elsker så
meget at jeg hader den inderligt.
Dit liv er dit liv. Det er online, det er rejsekort og
kildeskat. Det er mad jeg ikke bryder mig om og fjernsynsudsendelser som er mig
imod. Det er en hund med et forkert navn. Det er din modløshed og din
optimisme. Din begejstring over noget som efterlader mig fuld af foragt. Jeg er
spermen i dit skæg og du er mit E45 som vi alle vandrer modløse på, fortabte.
Vi er rasende på dig vi vil flå dit strubehoved ud ud ud vi hulker af
taknemmelighed over at vi må passere dig på vores vej til mit Sverige vi flår
dit patetiske strubehoved ud dit stemmebånd som klinger af rådvildhed over at
alle løgnene viser sig at være løgne alle løgnene om den verden som du troede
var smuk og velordnet ikke engang din skide liguster er en liguster den er
fucking bøssepest i din røv alle dine privilegier er løbet ud og endnu engang
bryder du sammen ved at udsigten ændres af hundeluftere i forkerte farver og
former.
Mens solen brænder kødet af dine knogler så du står
underligt svedent og skeletagtigt og frygter fremtiden.
Mens solvindene maler dig til et fin gråhvidt støv der
blæser ad E45 til Sverige hvor du indgår i noget potatismos.
Mens de millioner som netop jublende har omskåret sig smører
blodet på din ligusterhæk.
Mens Jerusalems mure falder igen og igen ved deres skingre
og taknemmelige og uhyggelige trut i vædderhornene.
I vagttårnene står de rådne og sjælløse. Som blomster vogter
de på alle som vogter på alle de andre. Jeg passer på min venstre fod mens du
passer på at min højre holder sig i skindet og nogle andre holder øje med Lars
Løkkes undertøj og andre med Tornskadens skattefradrag og eventuelle
homoseksualitet og vi alle har hovedet dybt oppe i vores egen røv, fordøjelsen
er ikke til stole på og vi kan aldrig huske hvad vi spiste i går for vi er
lammede af skyldfølelse over vores lår og maver. For vi er fede skriger vi mens
pisken flår vores rygstykker til blods, vi er syndige, vi er 42 kilometer
selvhad. Vi er de rådne og de sjælløse der ved grænsen med tohåndsværd hugger
alle ned der ikke har en trailer fuld af afladsdiscountafgiftfri øl. Sovsede
ind i blod tyller vi bandarolefri Barolo ned i litervis. Vi vasker jeres blod
af i Barolo, vi læsker vores rådne svælg i Barolo. BAROLO FOR HELVEDE!!!!
Overfor dig sidder en sagsbehandler. En rådden
sagsbehandler. Med ansigtet siddende skævt af råddenskab. Med øjnene hængende
ud af deres huler. Det ene sprængt. Dine fremmede papirer er ulæselige.
Gennemtrukne som de er af blod og kropsfedt og ligvæske. Det her er Sankt
Peter, den røv, og det her er Perleporten, og du er død. Det her er døden. Det
her er E45 og jeg er flyveforbudet. Jeg er en dødsens træt F16 pilot der bomber
og bomber og bomber og bomber og bomber bomberbomberbomber. Jeg sagsbehandler
dig fra min flyvende fæstning. For du er IS, du er alt andet end mig. Du er en
pik og en røv. Du er ikke afgiftfri Barolo, du er ikke det lækre og lidt
syndige tilbud fra Irma, du kan ikke engang vaskes af med 42 kilometers selvhad.
Det eneste der hjælper er Barolo og måske en iPad og et skarpt tohåndsværd og
mig allerøverst på bjerg af lig af grænseoverløbere.
Men det hjælper ikke dig, det bliver sagsbehandleren ikke
mindre rådden af og nu er dine papirer, dine værdifulde papirer, disse papirer
som du ikke eksisterer foruden, uden disse papirer er du knap en fodnote, knap
nok et nærområde og da slet ikke et menneske, og nu er disse papirer foldet så
smuk som det nu lader sig gøre gentrukne og af fedt og blod, nu er de foldet
til en papirflyver som trodser flyveforbudet over E45. De løfter Ikaros op mod
den forbandede sol, feriesolen, Phuketsolen, allincludedsolen, ikke den sol der
så ubemærket hænger bag oktoberskyerne og holder os i live gennem den
tilstundende vinter, nej, det er Phuketsolen papirflyveren løfter Ikaros op
imod, Ikaros Med Skumslukkeren, Ikaros Med Brandbilen, Ikaros Af Det Stigende
Hav, Ikaros Chartersolens Besejrer, Slavesolens Banemand, den solen der skinner
på jeres villige thailandske tjenere, den solen der skinner på jeres rådne
imperialisme og jeres totale foragt for andre, den solen der skinner på de
brændende skoler med hagekorsene, jeres nazisol. Men du står stadig uden
papirer, de flyver jo rundt der oppe nu, og så kan du ikke sagsbehandles, du eksisterer
ikke, kun som blod på et cellegulv og hjernemasse på væggene i en ungarsk
koncentrationslejr, kun som en luftigt fænomen. Der er ingen der kan se dig,
kun Frontex der sidder som en beregnende vampyr i det udgåede træ og
omhyggeligt sørger for ikke at suge dig tør.
Mine papirer flyver rundt i den brændende sol
I dens vinde
De er det segl jeg skal passere igennem for at blive
forvandlet
til borger
Mine papirer er solen, som jeg flyvende, med mine
hjemmelavede vinger pålimet med dødelig dum og uendelig gammeldags voks, prøver
at fange
Det er som sagt en nazisol.
En brændende svensk skole
Jeres papirer martrer min sjæl
Jeres følelser er forkerte. Uendeligt forkerte når de
forvandler sig til brændende svenske skoler
Jeg overløber solen
Tramper den flad, smadrer den, slukker den, bare ved at
komme her, så langt kan ingen flyve, så langt kan ingen i nød anstændigvis
flytte sig og stadig være i nød, så meget i besiddelse af en telefon kan man
ikke være og stadig være i live og ikke et uspecifiseret sultent afrikansk barn
med opsvulmet mave med fluer omkring øjnene. Det er følelser der vokser i
fotoner og følelser der gror på Facebook. Det er en gråmeleret masse af
oprørthed. Det er had. Den eneste følelse der dækker alt det Ikaroshalløj. Det
er den fede bondefølelse, den uendeligt velnærede følelse der næppe hæver
blikket fra ploven eller skranken eller kateteret, som næppe er stand til at
gestikulere med kniplen uden at knuse kranier eller bygge hegn. Den følelse der
næppe hævede blikket fra flippermaskinen da tanksene rullede over Den himmelske
freds plads eller da handelsdelegationerne savlende flokkedes om jeres nazisol
mens de skøjtede rundt i det rådne blod på parketgulvene og snadrede i
studenternes lig.
Ikaros!! Han er så uskyldig og hans uskyld er åh så moden.
Moden til at plukke og udnytte politisk. Ikaros udbryder ”der er friskpresset
juice!! Der er nybagte muffins og en kok der lyder mit mindste bud!! Dette må
være et godt sted! Der er fladskærme over sengen og en uhyre avanceret computer
med kunstig intelligens der konstant siger pæne og indsigtsfulde ting om mig og
roser mig for min himmelfærd og mine sorte stålvingers kraftfulde og
formfuldendte design.”. Ikaros lader sig besnære af de onde, han hører ikke
giften i deres stemmer. Langsomt opløses hans træk. Ynglingens friske og
godmodige træk forsvinder og inden vi ved af det sidder han som vissen og
rynket hestekonge på en tronstol i Rohan og lader slangens giftige tale
formørke sit sind.
Men med et, en skønne dag, vende han sig væk i afsky. Dette
kan ikke være sandt! Det er bare smiger! Et øjeblik var jeg Nasar Khadar, naZir
kandahar, nosser charthart!! Oh rædsel!!!!!!!!!! Formørket formørket formørket
var jeg, syrisk formørket i den borgerlige skumring, i aftenlandet, i
aftenlandet, i aftenlandet under en gadelygte står jeg med frakkekraven slået
op og min trofaste totensläger i hånden i lommen afventende en flygtning jeg
kan smadre og fravriste vedkommende vedkommendes iPhone. SVIN!!!!!! Ejer du
noget, er du nogen, bønfalder du mig ikke din tølper, jeg er super integreret,
jeg er superKhadar, jeg er ALT!!!!! jeg foragter dig din lus!!!!!
Oh rædsel, jeg
var Khadar!!!
Jeg var rådden
indeni, bundrådden.
Og det går ikke
for helvede
jeg er Ikaros
jeg skal jo
flyve
jeg fløj
jeg er væk
i kan ikke se
mig mere
jeg er ikke på
himlen mere
jeg sejrede
Derfor er
himlen tom, derfor er der flyveforbud over E45, der er ikke plads til noget på
himlen mere, mit fravær kuer jer, i kan kun se mig styrtende i havet mens i
ignorerer mig, mens i pløjer jer gennem mulden med røde og fede bondekinder,
mens i kontemplerer grundskyld, grundskyld, grundskyld. Med blikket rettet mod
jorden, alt hvad vi ser er brunt, brunt, brunt, en lidt grålig brun, ikke
solen, den har jeg slukket. Der er ikke noget til at formilde den tilstundende
vinter.
Her er vi så, efterladte på en klode der langsomt iser til.
Jeg er svøbt i bæverskind og på mine fødder har jeg dejligt varme mammutsnabler
og mit hoved har jeg dens forhud og på mine hænder dampede nyafhuggede bjørnehoveder.
De er store klodsede og men foranlediger mig med stor pondus. På min slæde med
meder af mammutstødtand ligger bjerge af makrel. De skal ryges og serveres med
røræg og purløg på rugbrød. Men purløgen har fået frost og smager af
ingenting!! Af ingenting, hvad gir i?? Og smørret er stenhårdt. Så hårdt og
skarpt at jeg kan bruge det til at dolke en kinesisk investor, en russisk
investor, en investor fra Ghana.
Imod mig kom NaZar Kadhar. Han har ingen slæde med. Kun
noget han vil sige. Da han åbnede munden var det med en lyd som når man
sprætter en fisk op. Han kigger mig i øjnene, han ignorerer bjørnehovederne på
mine hænder, han fornægter min autoritet, han snakker om Syrien som hans
familie stammer fra og om at de skal bombes tilbage til stenalderen. Lidt
syrligt bemærker jeg at der er vi næsten allerede. Hans store firkantede hoved
blinker lidt med øjnene. Hans ellers så nydelige og passende jakkesæt er
virkeligt malplaceret her på tundraen. Det er ekstremt upassende faktisk. Ikke
bare fordi han dør af kulde om et øjeblik. Nu er han død. Men det
anakronistiske ved det er en hån mod realiteterne. REALITETERNE, MAND!!
Realiteterne er Mel Gibson og Tina Turner i Tordenkuplen og ildsprudende
muskelbiler i skrabet design med horn og helvede. Og Anders Fogh som leder af
den frie verden.
På uendelige lange rækker står vi og heiler mens vi bliver
underholdt af et nycirkus hvor forestillingens tema er noget med at man kan
være hvad man har lyst hvis man vil gøre en indsats. Vi har droppet alle
forbehold og skriger længselsfuldt på Hitler. Det er sgu ham vi savner. Det ham
der kan redde os, fra tundraen, fra flygtningene, fra vores Phuketsols
forsvinden, han kan redde os fra at have en hjerne. Lad os bare sige det lige
ud: vi vil gerne være fri for lortet. Vi vil have at vores hjerne er Hitler. Vi
vil have en visionær og nådesløs hjerne, vi vil have Ukraine, vi vil have
slaver! Det er nemlig sådan det er!!! Vi vil have en slave på hver en hånd, vi
vil have slaver i vore speltfyrede atomhjerner. Den evige spelt vandrer på
jorden og vi undertvinger den, vi gennemgermaniserer spelten i atomhjernerne.
Vi er grænsekontrollen i din spelt, vi er det der gør at du aldrig bliver fri,
hvad det fuck nu ellers betyder. ATOMSPELTNING FOR HELVEDE!!!!!!! Du vil altid
være slave, du vil altid være mellemmanden, talsmanden, mellemlederen,
mellemmad for en halvstor drage, hovedmåltid for orkerne på tundraen, og som du
står der ved grænsen med dine ligegyldige papirer, som du sidder der,
interneret bag pigtråd i Valby, som du ligger begravet der på Vesterkirkegård i
den ukendte flygtnings grav, bare som DEN DU NU ER, hvad det så end betyder,
bare som den du er, væmmes jeg ved dig, ved din slavesjæl. Du skal vaske mit
tøj og rense mine kloaker, du skal æde min gamle uran så mine børn ikke
bestråles, du skal dø min død. Du som allerede er død, du er nemlig død for
længst, din fødsel var din død. Din fejl var at du er fremmed for mig, det er
her din død ligger. Du døde den syriske død ved din fødsel. Din
betydningsløshed er monumental.
Jeg står ved en grænse inden i mig selv som jeg ikke kan
overskride uden at identificere mig selv ordentligt, men dine papirer mangler.
Min råddenskab, mine ligvæsker har gjort dem ulæselige. Jeg ved ikke lige
hvordan det hænger sammen, men jeg skal bruge dine identitetspapirer for at
kunne krydse denne grænse som jeg hjemsøges af. Din slavesjæl er min
herskermine. Din fodlænke er mine vinger. Din død er mit liv. Dit kød er mit
kød.
Selvfølgelig er dine papirer underordnede. Jeg vil skide på
dine papirer. Tørre røv i dem. Bruge dem til at fjerne din hjernemasse af mine
Ecco-sko. Jeg kan overskride alle grænser uden dine papirer. I modsætning til
dig gør jeg det bare på elefantryg som en fyrste, behageligt siddende i
skyggen, viftet af palmeblade, mens min elefant distræt vader på dig og dine
børn. Elefanten bliver irritable, den hader slaveblod på sin elefanttæer. Den
trutter lidt i sin snabel og jeg strammer lidt mere. Men nu er det hele så
stramt at det ikke er frækt længere. Ikke en lille syrisk myg kan klemme sig
ind over mine indre grænser længere. Mine grænser findes ikke mere. Jeg
overvejer i ramme alvor hvordan du smager grillet. Godt tror jeg. Lidt som
svin. En let pilsnerøl vil være perfekt. Jeg kan allerede fornemme hvordan mine
bøvser vil smage.
En fjern sommerdag
mandag den 4. januar 2016
Abonner på:
Opslag (Atom)