torsdag den 16. april 2015

fortidsdyr i farver- en fortælling om bl.a. billeder

..............en eller anden måde er hvaløglen Ichthyosaur en vigtig figur, blandt mange andre, for mig. Det at den ligner delfiner og andre småhvaler gennem sin tilpasning til et tilsvarende miljø og levevis, men på den anden side er et helt andet slags dyr, det blev et vigtigt billede for mig. Dels fortalte det mig at billeder kan lyve, dels at netop den overfladiske lighed peger på et dybere slægtskab. Her er ligheden ikke gener, men omstændigheder. En ting der også gjorde et indtryk var at denne her illustration fremstillede hvaløglen i et dæmonisk lys. Det var en ting der den gang kendetegnede fremstillingen af tiden fra før dyr fik pels på og kunne ligne vores kæledyr. Vulkaner var i udbrud, det regnede med meteorer, himlen var sort og dæmoner udkæmpede slag i sorte have, intet lignede noget vi kender. Lige med undtagelse af hvaløglen Ichthyosaur, men det dæmoniske ved den stammede i mine øjne fra den forvirrende lighed den havde med de heroiske delfiner. Det er selvfølgelig overflødigt at nævne at jeg elskede denne mørke grusomme verden og at senere mere ”objektive” fremstillinger af jordens barndom irriterer mig. Omkring år 2000 var jeg ude i skoven i Peru, der hvor den lyserøde floddelfin hersker. At se en større flok af dem holde fest i fisk der var bedøvet af iltfattigt vand, at se dem spring rundt og pjatte, eller hvad det nu skal forestille, er en af de større uannoncerede naturoplevelser jeg har haft. I den lokale mytologi er delfinen en dæmon i forklædning, måske selveste satan, som går på land og besnærer unge kvinder og leder dem ud i floden og drukner dem, hvilket både fik mig til at mindes min dæmoniske hvaløgle, men ikke mindst fik mig til at tænke lidt over den mytologi der er forbundet med de heroiske og nuttede middelhavsdelfiner. Som en sidebemærkning skal det nævnes at de lokale piratfisk var nogle små ynkelige nogen der fik tæv af ænderne. Forespurgt om der var nogle farlige piratfisk der omkring blev der svaret benægtende, men at vedkommende havde hørt vi havde nogle farlige nogen i Europa. Måske tog vedkommende pis på mig, hvad ved jeg. 


På et eller andet tidspunkt i starten af halvfjerdserne var jeg i Stockholm med min far, hans kæreste og min lillebror. Turen står ret tydelig for mig, så på det sæt er lidt underligt at jeg ikke kan huske om jeg synes det var en god tur eller ej. Mit forhold til Stockholm svarede lidt til mit forhold til New York. Min far havde læst op af Sjöwal & Wahlö’s bøger, dem med Martin Beck. Så på den måde var Stockholm et fiktivt sted for mig før jeg ankom, men i modsætning til New York helt uden billeder. En lidt spøjs ting ved bøgerne var Martin Beck, læst op med min fars stemme. På nogen punkter kan de to figurer godt minde om hinanden, så når Martin Beck lejlighedsvis kom med udtalelser der ikke mindede om noget min far ville sige, skurrede det på en eller anden måde i mine øre. Jeg er ret sikker på at jeg ikke koblede mellem bøgerne og så det faktiske Stockholm. Og så alligevel, jeg ved ikke rigtigt. Jeg var et halvt årstid i New York for nogle år siden og boede på Manhattan omkring der hvor Godzilla og alle de andre monstre render rundt og tramper på bygninger. Ude på gaden var det ikke noget jeg skænkede en tanke, men om aften når jeg sad hjemme og så film virkede kulissen på en eller anden måde meget nærværende. Lidt på samme måde som da jeg så Pusher i Vester Vov Vov som er beliggende på Vesterbro hvor filmen foregår. Virkeligheden fik et lidt uvelkomment fiktivt lag som jeg ikke var vant til. Men det er selvfølgelig old news nu om dage. I Stockholm havde vi lånt en lejlighed ude forstæderne, noget med noget lav beton og nåletræer. Mange år senere faldt jeg over vampyrromanen ”Lad den rette komme ind” som foregår i en sådan forstad til Stockholm, ikke så langt i tid fra da jeg var der, med en hovedperson på den alder jeg havde den gang, med nogenlunde de samme præ-teenageproblemer som jeg havde osv. Selv den vold der er i bogens slutning hvor bøllerne bliver slagtet er mig bekendt (om ikke andet end som en fantasi). Så det er vel ingen overraskelse at bogen, og senere filmen, gjorde et stort indtryk på mig ved at være en slags full cirkel. Bogen bliver i øvrigt indledt med et citat af en svensk digter, det lyder nogenlunde sådan her: forstædernes mangel på mystik skyldes deres mangel på hemmeligheder. Eller omvendt, eller helt anderledes, det er ikke så vigtigt for det her handler om hvad jeg husker og der med hvad jeg bruger i mit arbejde. Det er efter tyve år i en haveforening i Sydhavnen gået op for mig at jeg ikke længere bryder mig om den by jeg er opvokset i. Forstæderne er blevet det sted hvor netop det jeg ikke ved hvad er, kan forekomme. Det at der simpelthen er længere mellem molekylerne gør at der er plads til at forestille sig ting. Afstandene gør til dels at man ikke i samme omfang hele tiden optræder som billede. Boulevarderne er meget langt væk og det sætter jeg stor pris på. Hemmelighederne er legio. 


Og på en eller anden måde er Dalis maleri Wilhelm Tell som hang på moderna museet, da jeg så det som barn, blevet et billede på det for mig. Ikke på det underbevidste eller noget i den stil, men på gådens befriende tomhed.
På et eller andet tidspunkt i starthalvfjerserne begyndte en af goggerne på mit fritidshjem at læse højt af Hobitten. Det foregik i på en feriekoloni nær Præstø som fritidshjemmet benyttede. Det var nogle relativt flippede gogger så vi fik lov til at strejfe frit om i landskabet. Det er vel nærmest overflødigt at sige at bogen og landskabet flød sammen. Jeg havde været en oplagt kandidat til rollespil hvis det havde eksisteret på det tidspunkt. Nu måtte jeg nøjes med skaklubben. En af de andre gogger improviserede vampyrhistorier hvor vi kunne byde ind på handlingen som deltagere. Det er en af de mere karakterdannende kulturelle begivenhed jeg har deltaget i. Det var vel efter forbillede fra de børnebøger af A. S. Neill som blev oversat på det tidspunkt, som netop bestod af fortællingen som kollektiv improvisation. De samme gogger tog os med ind og se Dødens triumf, denne her dystopiske undergangsballet. Den var til at forstå for en 9årig med lidt introduktion. Goggerne var selvfølgelig rigtig godt og grundigt venstreorienterede og var ikke blege for at undervise os, de viste bl.a. filmatiseringen af Historiebogen, en marxistisk tegneserie om historien for børn. Siden da har der for mig altid været en kobling mellem det ret og regulært flippede og det venstreorienterede. Det er åbenbart lykkedes mig at styre fri af de mest forbenede DKP’ere, –ml’ere, KAP’ere, osv, så den dag i dag bliver jeg stadig overrasket over humorforladte og dogmatiske venstreorienterede. Nuancerne begyndte vel langsomt at gå op for mig. På et eller tidspunkt i midt/sluthalvfjerserne læste jeg et interview med Marc Bolan i et gammelt Superlove fra før Tyranosaurus Rex blev elektriske og til T. Rex. Han snakkede om at flytte på landet og bare spille for de mennesker der kom forbi den gård han forestillede sig at bo på. Det gik som bekendt ganske anderledes. €€€€. Marc Bolans rollespil omkring udgivelsen de første akustiske Tyranosaurus Rexplader var helt i tråd med min kulturelle opvækst. Han snakkede om at have skrevet sangene på en troldmands slot i Frankrig eller noget i den stil. En poetisk løgn, eller spin, eller marketing. Hen ad vejen er det langsomt gået op for mig at det at lade som om, fiktionen, rollespillet har mere relevans for mig end forestillingen om virkeligheden. 
På et eller andet tidspunkt i midthalvfemserne begyndte tv at sende dokumentarprogrammer igen. Måske havde de aldrig helt været væk, men jeg husker at der kom en bølge af sådan noget problem/offer/bøddelnoget, ekstremt unuancerede udsendelser der reducerede alting til ingenting. Det der slog hovedet på sømmet var da en gammel klassekammerat lave en dokumentar om Sydhavnen hvor mit kvarter blev fremstillet på en for mig fuldstændig uigenkendelig måde, som om det kun bestod af sutter. Og siden ”Det røde kapel” hvor nogle fjolser render rundt i Nordkorea og ”afslørede” regimet har jeg mere eller mindre konsekvent slukke flimmeren for dokumentarfilm og film ”baseret på virkelige hændelser”. Jeg kan kun se dem som bærere af instruktøregoer der tager ”virkeligheden” som gidsel. Umiddelbart synes jeg der er større kritisk potentiale i etableringen af parallelvirkeligheder der ikke skammer sig over sig selv. Og her kommer vampyren, zombien, alienen og rumpiloten ind som mine absolutte favoritter, især hvis der er et element af ubehag og virkelighedssammenbrud og gerne jordens undergang. Som dreng var jeg særligt vild med Linda & Valentin, en sci-fi tegneserie hvor jorden ophører med at eksistere i løbet af serien. Specielt en episode hvor den mandlige hovedperson kæmper om retten til at blive sæddonor til en hel race. Da det kommer til testen om hvilke visioner han har for alt sit afkom, er der kun tomhed og flimmer, ret plat, men det er altså min reference når nogen bliver alt for faste i kødet om visioner for fremtiden. Egentlig er jeg ikke så meget til sværd & trolddom, i hvert fald ikke når det kommer til film og bøger, men når det kommer til musik er jeg blevet ganske forført af heavy med rollespilsreferencer, satanistisk eller ej. Generelt irriterer hierarkierne mig lidt rigeligt i rollespilsgenren, men der er noget sært modstandsagtigt ved det, og musikken mand!, den er tung!! Min helt klare favorit er Electric Wizard, og især albummet Dopethrone som har sådan en lidt Gandalfagtig hashrygende type på coveret. Nummeret ”I, the witchfinder” bliver næppe tungere, og nummeret ”The Barbarian”, som handler om barbaren Conan, får næppe en mere fjollet tekst hvis man læser den som tekst. Men her er det ren rimelighed, katarsis. I denne sammenhæng oplevede jeg min ultimative katarsis til en Sun O)))) koncert i en iskold Grå hal. Kutteklædte voksne mænd i røgmaskinerøg og rødt lys bagfra rev mig, assisteret af lidt pot, ud af tid og sted og placerede mig i min krop svævende med tarmene buldrende af lavfrekvent bas. Og ikke mindst min svoger Kristians tarme som tømte sig helt for luft under bassens indflydelse. Det var aldrig sket i en mere nøgtern iscenesættelse. Her blev jeg præsenteret, i realtid, for at tingene kan være anderledes. For ceremoniens virkelighed. 
 
Nu jeg er ved fiktionens indvirkning på mit liv: i 5. klasse var jeg på skitur i Norge med en masse jævnaldrende. På turen der op sov jeg ikke. Der var for meget spas og ballade til at det gav mening. Da vi ankom til skihotellet lagde jeg mig med et vampyrblad, det hed Vampyr - for dem der kan lide blod (hvor svært kan det være?), og faldt i en dyb søvn. Jeg drømte at jeg var en vampyr og jeg skulle have min aftensmad som var en dejlig varm skål blod som jeg spiste med stor velbehag. Så vågnede jeg og fandt mig selv siddende i hotellet spisesal, halvt igennem en tomatsuppe. Jeg hadede som barn alle former for suppe, især blendede supper. Der var noget vammelt over supper som jeg ikke kunne døje, måske det let sødlige der kan være. Det tog mig f.eks. 25 år mere at kunne spise kogte gulerødder med overbevisning. Men under alle omstændigheder kunne jeg ikke glemme det velbehag der havde præget min drøm, så jeg spiste suppen op og konstaterede at det kunne jeg godt lide. Og efterfølgende spiste jeg suppe uden vrøvl. Som jeg husker det var det i høj grad drømmen der forandrede min smagsoplevelse. Jeg havde befundet mig i en situation hvor det at spise noget varmt og sødligt bare var toppen, faktisk var det vel det definerende for den vampyr jeg var i drømmen. Og en vis portion selvbevidsthed om det bizarre i hele set-uppet spillede nok også ind. Det var en ret god historie at fortælle. Men grundliggende ændrede oplevelse en del af min indstilling til mad i det hele taget og der kom en større nysgerrighed på banen. Men det var da også på tide for jeg var vel de der tolv år, for en ting er kræsne børn (støn), men kræsne teenagere er patetiske. I det hele taget spillede mine drømme i årene der efter en stor rolle. Jeg tror jeg havde hørt i radioen at man husker sine drømme bedre hvis det er det første man tænker på om morgen i stedet for at gøre alt muligt andet. Så jeg begyndte at skrive dem ned. Og jeg må sige at der var bonus så det ville noget. Mine drømme kom til at stå meget klarere og det blev også meget klart at det jeg drømte var noget mere interessant end de fleste historier for børn og teenagere.
Faktisk blev jeg så befippet af deres indhold at der var flere af dem som jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til at skrive ned. Teenager ikk?  Men på det punkt har mine drømme nu ikke ændret sig. Jeg skal spare jer for mine liderlige teenagedrømme, men som voksen, med små børn, havde jeg en drøm hvor jeg puttede et spædbarn i en bageovn, stegte det sprødt og fortærede det. Den drøm plagede mig i lang tid og forandrede i lang tid mit syn på mine drømme. Jeg har vel et behov for at være et grundliggende godt menneske, så drømmen var simpelthen ikke passende. Lidt i slægt med tegneserien Linda & Valentin, som jeg nævnte tidligere i forbindelse med visioner for fremtiden, er en oplevelse på Øbro bibliotek nogle år før tegneserien for alvor begyndte at udkomme i Danmark. Jeg var vel vant til science-fictiongenrens forslag til fremtidsscenarier og det skortede heller ikke på bøger i tresserne med mere konkrete forslag til den fantastiske fremtid, forslaget til New Babylon af Constant Nieuwenhuys ikke at forglemme som jeg læste nogle år senere. Nu er vi over midten af halvfjerdserne og fremtiden er allerede ved at fortabe sig i det politiske og prosaiske. Men jeg spurgte bibliotekaren om en bog der kunne fortælle mig hvorledes fremtiden ville blive. Måske har mit spørgsmål være meget upræcist, men det er vel det man har bibliotekarer til?, men vedkommende svarede at sådan en bog havde de ikke. Selvfølgelig havde de det, for det jeg spurgte efter var ikke noget avanceret, men bare noget der udgav sig for ikke at være fiktion eller politik. En slags uforpligtende vejrudsigt. Eller egentlig er jeg ikke klar over hvad jeg spurgte efter, men vedkommende burde havde givet mig en eller anden bog, bare for at bevare min på det tidspunkt hurtigt smuldrende respekt for de voksne (voxenfascister). Men måske overværede jeg der de første spjæt af fremtidens død? Det var måske på Øbro bibliotek at ideen om at fremtiden bare skulle være tusinde år mere af det samme, eller en milliard år mere af det samme, som i Arthur C. Clarkes deprimerende The City and the Stars. A: skid på tiden, den skider på dig. B: min røv er ikke stor nok til at skide på al den tid. Ordveksling mellem to børnemagtere overhørte jeg omkring 1980. Jeg ved ikke om det på nogen måde relaterer sig til den milliard år med det samme som der gik i The City and the Stars. Men det tror jeg nu. Selvfølgelig er B’s comebackline kæk, men jeg synes den varsler fremtidens død. 
 
 Altså fremtiden som det terræn som ikke allerede er givet. Selvfølgelig skal man skide på tiden og alt det fuckin andet der kan skides på. Nu bliver jeg nødt til at fremdrage Arthur C. Clarke igen, nu med Childhoods End hvor menneskeheden simpelthen uddør, udvikler sig til en fuldstændig fremmed form. Det sker med et let suk, uden egentlig beklagelse, hvilket gjorde mig vældig underligt til mode som barn da jeg læste den. Men bogens slutning emmer af en glæde ved det uforudsigelige og det absolut fremmede som jeg måtte tænke over. Min opvækst som kunstner er splittet mellem to tendenser: disciplin og kaos. Jeg kan bedst illustrere det med en oplevelse og en scene i en tegneserie. Oplevelsen er at overvære den Proletariske Friskole lave excersits, guerillakamptræning og hejse Vietcong i en grusgrav som mine forældre og deres venner havde lånt til dem. Jeg var ved at dø af grin mens min lillebror, en fælles ven og jeg udspionerede dem. Det var noget af det mest hjernedøde jeg havde set til dato. Det var aldeles ikke hvad jeg opfattede som oprør, ulydighed eller what ever. Nogle år senere var jeg med i en happening på et fællesmøde på Det fri gymansium. Vi havde lånt et gammelt gevær lidt militærtøj og havde fabrikeret nogle røgbomber. Kort fortalt fingerede vi, rigtig amatøragtigt, et højreorienteret militærkup. Men effekten var at et par lærerne gik i panik. Sådan var stemning i halvfjerdserne og startfirserne. Sådan blev vi opdraget til at tænke af nogle af betonhovederne. Personligt havde jeg min ballast af udpræget skepsis med hjemme fra, så det var ikke fordi jeg flød med, men det var tidsånden. Det minder faktisk på mange måder om de nutidige hallucinationer omkring nyliberalismen og konkurrencestaten. Jeg mener, det handlede bare om at få magten ved at sætte dagsorden. Ikke om at sige eller mene noget sandt eller effektivt eller what ever. Jerndiscplin kort sagt. Den anden pol er en scene fra tegneserien Flipkompagniet, Freak Brothers, hvor de er løbet tør for benzin i Mexico. En gammel og klog shamandude giver Fat Freddy en eller anden hemmelig mindfuckin blanding, som får ham til at smide tøjet, rulle sig i mudderet, grynte som en gris og så lidt en passant stjæle benzin nok til at de kan slippe ud af deres knibe. For som den gamle og kloge shamandude sagde, man lægger ikke hånd på en gal, nøgen mand. Det gav mig sgu noget at tænke over. Vanviddet kan være en strategi. Helt konkret af prøvede jeg det lige før jeg startede på det københavnske akademi. 

En flok røvirriterende punkere på etagen neden under holdt for gud ved hvilken gang fest på en mandag og jeg skulle tidligt op, helt undtagelsesvis. Så jeg var meget patetisk omkring min nattesøvn. Så jeg gik nøgen ned og skældte dem hæder og ære fra. Jeg mener, de andre gange jeg havde brokket mig havde de bare givet mig fingeren. Men denne gang var der en langtidseffekt. Det var på samme tidspunkt jeg havde været på Cypern med en kæreste, vi havde solgt vores flybilletter for vi kunne da sagtens blaffe hjem. Jeg mener jeg havde blaffet en del, bare ikke lige i øst-europa før murens fald og ikke i februar. Det korte af det lang er at vi giver op i Østrig og sætter os ind i et tog. Hagen ved det er at vi ikke har nogen penge, så vi har ikke nogen billet. Men vi har heller ikke nogen intention om at køre på røven, så da der kommer en konduktør siger vi tingene som de er og hører om hvad vi så skal stille op. Vi kan ikke så godt stige af toget, det er februar i Østrig og vi har kun sommertøj. Manden tror ikke sine egne øre. Grundlæggende forstår han ikke hvorledes det har været fysisk muligt for os at stige ombord på toget uden billet. Hvordan vores kroppe har kunne overskride trinbrættet uden billet. Konceptet var ham fuldstændigt fremmed og han anede ikke hvad han skulle stille op med os. Så efter en del råberi fra hans side gav han op og ignorerede os gennem hele Østrig og helt op til München. Se det var en lærerig oplevelse. Det er vel sådan en slags fremmedgørelse som strategi. Eller at bruge fortælling meget aktivt. Men rent intuitivt vidste jeg at den nøgne tossede mudderindsmurte Fat Freddy hvad erhvervet sig en eller anden form for immunitet. Og her er vi vel lidt det modsatte sted henne end ved konstateringen af at hvaløgle og delfiner har flere ligheder end forskelle. Et sært sted mellem de to positioner er det første syn der møder mig da jeg træder ud af en lille firpersoners flyvemaskine i skoven i Ecuador. En ung kvinde er i gang med at slagte en tapir med en machete på nogle palmeblade på jorden. Hun er iført en spritny T-shirt med et fjollet tegneserieagtigt billede af en hund med et anstrengt udtryk i ansigtet, siddende på lokum og teksten ”I’m so happy i could just shit”. Jeg er paf. Ud over jeg ikke havde været i skoven før, så jeg var spændt, så havde jeg ikke forventet noget så mindbending. Jeg mener, jeg havde mødt indianere fra området før i Danmark, så jeg vidste godt at det var så som så med renheden i de billeder jeg ville møde. Men det her ramte mig lige i smasken på samme måde som hvaløglen. 


Her var noget som jeg ikke kunne greje men som var meget vigtigt. Noget ved fortolkningens trang til renhed måske, jeg ved det ikke. Adspurgt om bandets navn var en sammensætning af titlen på to Black Sabbathnumre svarede forsangeren i Electric Wizard grinende: yeeeahh, eller noget i den stil. Som om det ragede ham, eller som i: hvis du synes det er vigtigt. Revisoren har altid haft travlt med at skrive ting i det rigtige kolonner. Det ville passe så skide dårligt til bandet hvis de havde haft lange alvorlige symbolanalyserende møder om det, så det kunne umuligt være tilfældet.
Jeg stødte på et midt halvfemserne ind noget lidt tilsvarende da jeg læste en anmeldelse af en bog der, så vidt jeg husker, påstod at cowboyerne i virkeligheden var et homoseksuelt fællesskab med en stærk sort dominans. Eller da jeg stødte på teorien om at det var indianerne der havde udryddet megafaunaen i Nordamerika, hvilket på det tidspunkt var så meget på tværs af billedet af indianeren som ur-økologisk heltefigur som det kunne blive. Electric Wizard, cowboy’erens og indianernes renhed er stadig ubesmittede, for det er sådan billeder skal være. Men hybriderne har alle dage været sjovere, vildere og mere deprimerende. I filmen ”Some kind of Monster” som Metallica lavede om sig selv, er der nogle alenlange sekvenser hvor de har hyret en psykolog som coach til at løsne op for bandets interne konflikter. Han ender nærmest med at blive et femte medlem før de fyrer ham. Men det er noget af det mest hylende grinagtige jeg nogensinde har set på film: heavyfyre der sidder og klynker mens de bitcher på hinanden med en psykolog som bisidder. Det er en fuldstændig dekonstruktion af heavygenrens selvstændighedscredo, ”I resist the pressure to be what you want me to be, I resist so i’m free”agtigt, men på den måde bliver det virkeligt sært, surrealistisk eller syret som vi sagde i min ungdom. (Faktisk bevirkede filmen at jeg prøvede at kunne lide Metallica, men de er sgu for lamme til mig.). En indianer fra Guayaquil der kunne karate, var taget ind i skoven for at være med til den årlige fest i landsbyen i Ecuador med kvinden med t-shirten. Han mente sig lige med de lokale i udholdenhed: noget med hvor lang tid man kunne danse rundt om bålet og drikke den lokale maniokøl som går på omgang. Jeg blev ikke helt klar over reglerne. Men han blev nødt til at give op på andendagen, hvilket der blev grinet lidt hånligt af. Jeg har en mistanke om at de måske har givet ham lidt rigeligt at drikke, om at de synes han var lidt for kålhøgen og skulle ned med sin Guayaquilnakke. Der var i hvert fald ingen tvivl om at de i denne landsby dyrkede et bestemt billede af sig selv til politisk brug og her havde de ikke brug for forurening. Men jeg holdt nu med ham karateduden fra Guayaquil.


      
Men noget som på en meget konkret måde har indvirket på min praksis på dag-til-dagbasis, er en rigtig fjollet roman som Poul Vad udgav i 1981. Galskabens karneval hed den og var en nøgleroman om dansk kunst fra efter krigen til 1980. I den er en rigtig ondsindet scene hvor en amatørkunstner bliver bashet af forfatteren. Om kunstneren siger han: ”Paffs egne billeder bar præg af det store, uopnåelige forbillede, men hans farver var nu noget blegere end van Goghs og under tiden - det kan ikke nægtes - lidt kridtede. Han blandede dem nemlig lidt rigeligt med zinkhvidt af frygt for de ellers skulle komme til at skrige mod hinanden......” .  På en irriterende konkret facon er det en sætning der har installeret sig i min hjerne. Hver gang jeg står og blander farver hvisker den i baggrunden. Den har påvirket min kolorit voldsomt, selv om jeg udmærket ved at forfatteren ikke ved hvad han snakker om og at han bare spiller forfattergud i forhold til den fiktive amatørkunstner. Men jeg må have været et meget påvirkeligt ungt menneske og tonen i romanen så patroniserende at den fangede mig. Sætningen gjorde også at jeg afsværgede zinkhvidt indtil for ti år siden, hvor min hustru fortalte mig at titanhvidt som jeg ellers brugte, kridter farverne en hel del mere. Det var faktisk en åbenbaring at se hvor meget farven åbner sig ved at blive blandet med zinkhvid i forhold til titanhvid. Så nu er jeg gået i den anden grøft og har det nærmest skidt når jeg bliver nødt til at bruge titanhvid da den dækker bedre. På samme måde har jeg det tit med musik som jeg ikke kan udstå, for jeg kunne virkelig ikke udstå Poul Vads selvgode roman, f.eks. Nephews, men det mere behaglige ved at få musik på hjernen er at det skifter over tid. Denne her sætning har runget i mit hoved i et par og tredive år. Min hustru mener at jeg læser for.........

Ingen kommentarer:

Send en kommentar